Hvilken flora og fauna findes på den anden side af lufthavnens landingsbaner?
Kunstner Frederik Nystrup-Larsen har skabt en ny stedsspecifik værkserie bestående af fem værker til Københavns Lufthavn i samarbejde med Creator Projects. Over en periode på to måneder arbejdede han direkte i terminalen, som midlertidigt blev transformeret til et aktivt atelier.
Værkserien tager afsæt i den lokale flora, der vokser på lufthavnens egne arealer – planter i grænselandet mellem asfalt, bygninger og græs. Ved at flytte disse oversete økosystemer ind i terminalens arkitektoniske rum, oversættes det perifere og hverdagslige til et visuelt og sanseligt nærvær midt i et miljø præget af mobilitet og kommerciel aktivitet.
CPH Flora fortsætter Nystrup-Larsens arbejde med lokal planteidentitet og fænomenet planteblindhed – den gradvise manglende evne til at registrere de arter, vi omgiver os med i dagligdagen. Gennem registrering og portrættering af floraen i et transitmiljø undersøger værkerne spændingen mellem naturens langsomhed og rejsens acceleration.
Materialevalget er centralt for værkernes fortælling. De er udført i olie på frasorterede bundplader fra flycontainere, hvor aluminiumsfladen både fungerer som lærred og som historisk aftryk fra lufthavnens logistik. Ridser og spor i materialet bevares som en del af værkets æstetik og understreger en fortælling om upcycling, mobilitet og industriel brugshistorik.
Projektet indgår i lufthavnens ambition om at integrere kunst, der styrker både brand og passageroplevelse. Værkerne er udviklet med fokus på robusthed, lang holdbarhed og minimal vedligeholdelse og er direkte forankret i stedets materialitet og funktion.
Værkerne er realiseret i Københavns Lufthavn, Finger E. Tak til V1 Gallery.
Foto: David Stjernholm
Foto: Simon Heger Knudsen
Foto: David Stjernholm
Foto: David Stjernholm
Foto: Simon Heger Knudsen.
Foto: David Stjernholm
Foto: Simon Heger Knudsen.
Foto: David Stjernholm