København 2019

— Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn bygger lige nu fremtidens lufthavn. D. 4. juni kunne H.K.H. Kronprinsen indvie det største byggeri i nyere tid i Københavns Lufthavn: Den 36.000 m2 store Finger E med masser af plads til de rejsende, nye gates til flyene, en ny paskontrol og ny stedsspecifik kunst. 

Creator Projects har som kunstfaglig rådgiver bistået Københavns Lufthavn i gennemførelsen af to nye kunstudsmykninger med toneangivende samtidskunst. Mellem informationer, ventetid og de nogle steder lange distancer fra A til B er kunsten med til at skabe rolige åndehuller i lufthavnen og styrker dermed den gode passageroplevelse.

Alexander Tovborgs værk “Sfinks og natur” er en imponerende 22 x 6 meter glasmosaik skabt til vinduespartiet ved den nye paskontrol i Finger E byggeriet. Den store glasmosaik viser en sfinks i et landskab med hav, klipper, bjerge og en stor himmel. Den gådefulde og mytiske sfinks er en figur, der balancerer mellem dyr og menneske, guddom og natur, himmel og jord. Motivet henviser til lufthavnen som transitrum for den begyndende eller afsluttende rejse. De varme farver er valgt ud fra et ønske om at skabe ro og harmoni i det pulserende miljø i lufthavnen, mens motivet giver stof til fælles fortællinger på tværs af alder, køn og nationalitet. Det er Tovborgs hidtil største udsmykningsprojekt.

Den danske billedkunstner HuskMitNavn har skabt vægmaleriet “Airport People” specifikt til forbindelsesgangen, der leder de rejsende ud til Finger D og E. Det store vægmaleri på 26,4 x 1,8 meter handler om at rejse ud på, eller komme hjem fra, eventyr, job eller en romantisk rejse.

“Figurerne er en række kærlige portrætter af lufthavnens brugere. Fra den travle businessman, den tungt læssede børnefamilie til det nyforelskede par på vej til Paris. Ideen er, at de forbipasserende passagerer skal kunne genkende sig selv og andre i figurerne og få en god start på deres tur.” HuskMitNavn