Frederiksberg Allé 41 2023

— Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Allé 41 er blevet et endnu smukkere vartegn for byen, da toppen af bygningen er blevet udsmykket med værket ‘Balance of Time’ skabt af den internationalt anerkendte kunstner Jeppe Hein.

‘Balance of Time’ er kreeret specifikt til Frederiksberg Allé 41 og er realiseret i tæt samarbejde mellem Frederiksberg Kommune, Jeppe Hein, Cobe Arkitekter og kunstbureauet Creator Projects.

Jeppe Heins kunstværk udgøres af en stor kugle med en diameter på 2,4 meter, der cirkulerer langsomt rundt på kanten af bygningens tag. Kuglens rejse tager en time, så den med 60 minutters interval positionerer sig på hjørnet af Frederiksberg Allé og Platanvej. Kunstinstallationen tematiserer livet som en balance mellem at kontrollere og give slip; at bringe livets forskellige kræfter i harmoni. 

Kunstprojektet kan realiseres takket være donationer fra A.P. Møller Fonden, Det Obelske Familiefond, Frederiksbergfonden, Statens Kunstfond og husets bygherre NRE Group A/S og Unionkul. Dertil kommer en mindre egenfinansiering fra Frederiksberg Kommune og en omprioritering af Metroselskabets midler til forskønnelse og forbedring af Metrostationer på Frederiksberg.

Jeppe Hein er repræsenteret af KÖNIG GALERIE, Berlin, 303 GALLERY, New York og Galleri Nicolai Wallner, København.