I sommeren 2023 åbnede dørene for den omfattende udstilling ‘Chimeras’ af den verdensberømte franske kunstner Pierre Huyghe på EMMA – Espoo Museum of Modern Art i Finland. Udstillingen er kurateret af grundlægger og direktør af Creator Projects, Simon Friese, i samarbejde med EMMAs tidligere chefkurator Arja Miller og kurator Anne Stenen.
Udstillingen kredser om værket Abyssal Plain (2015), et akvarium, som vil blive del af Saastamoinen Foundations kunstsamling. Værket manifesterer sig i at opfinde betingelser for at forskellige entiteter kan eksistere sammen, uden hierarkisk skelnen og uden at definere et specifikt resultat.
Pierre Huyghe (f.1962) sammentænker i sine udstillinger enkelte værker til dynamiske helheder, der eksisterer og forandrer sig som organismer uafhængigt af menneskets tilstedeværelse. Huyghe udfordrer konventionelle kunstneriske udtryksformer ved at kombinere en række medier med en bred vifte af intelligente livsformer – både biologiske, teknologiske og håndgribeligt inert stof – der lærer, modificerer og udvikler sig. For Pierre Huyghe er udstillingsritualet ikke en asymmetrisk oplevelse, men et møde med et sansende miljø, der opfatter og genererer nye muligheder for medafhængighed mellem begivenheder eller elementer. Heri sløres grænserne mellem traditionelle modsætninger; det levende og det livløse, fiktion og virkelighed, dyr, menneske og maskine.