Den danske kunstner Andreas Schulenburg har skabt det stedspecifikke kunstværk “Krusedulle på papir” til det store indendørs fællesområde på Frederiksbjerg Skole i Aarhus. Med humor og et helt utroligt håndelag, skaber Schulenburg de mest poetiske og finurlige kunstværker i filt. Fælles for hans værker er, at de skaber nysgerrighed og giver nye, sjove og rumlige oplevelser, som er blevet et naturligt samtaleemne blandt de mange elever og besøgende på skolen.
Det nye værk er, med inspiration i elevernes daglige idéudvikling og tankestrømme, udført i filt og associeret med et A4 ark i tidoblet skala med en påsyet krusedulle. En blyant i flamingo, beklædt med farvet uldfilt, er i 3D format svævende ud fra værket som en blyant i bevægelse.
Værket er realiseret af Frederiksbjerg skole i samarbejde med Creator Projects og med støtte fra Statens Kunstfond.